Som mange af jer måske ved fra mine foredrag, var det en spiseforstyrrelse, der i sin tid var årsagen til, at jeg blev udredt på Børnepsykiatrisk Afdeling på OUH.

Det viste sig dog, at spiseforstyrrelsen kun var et symptom på min autisme, som vi desværre rigtig tit ser det, hos piger der er indlagt med spiseforstyrrelser og jeg var heldig, at ende hos en psykiater, der gik efter årsagen og ikke bare behandlede symptomet. Alt for mange ender med spiseforstyrrelse som endelig diagnose, og får den behandlet, uden at vide hvorfor.

Men problemet i min situation var, at autismen naturligvis kom i fokus, spiseforstyrrelsen blev sekundær og da jeg blev sat på psykiaternes vidundermiddel, lykkepiller, blev min spiseforstyrrelse glemt, af mig og af andre. Jeg blev tilsyneladende rask, sågar overvægtig. Jeg var autist og jeg sloges med svære depressioner i mange, mange år, på trods af medicinen (i mange forskellige former og doser) og det var faktisk rigeligt, så det gjorde ikke noget, at jeg fik en pause fra spiseforstyrrelsen.

Et medicinskift væk fra de såkaldt SSRI (lykkepiller) til en anden type antidepressiv ændrede mit liv for omkring 8 år siden. Jeg fik løftet en flig af den dyne af ligegyldighed, som medicinen havde begravet mig under i så mange år. Jeg kom igang med at træne, jeg begyndte at lægge min kost om, jeg begyndte at mærke mere af livet; en oplevelse så voldsom efter alle de år i en osteklokke, så jeg måtte til både psykiater og psykolog i en længere periode. Jeg skulle lære at føle helt forfra.

For 2 år siden stoppede jeg min behandling med psykofarmaka helt (i samråd med lægen naturligvis!) efter 18 år.

Det var mit håb, at jeg grundet mit store arbejde med mit stressniveau, kunne klare mig uden medicinsk hjælp. At jeg for første gang i mit voksenliv kunne slippe for den myriade af bivirkninger, jeg har skulle leve med, uden at ryge tilbage i de dybe, sorte huller som depressionerne var. Depressioner, som medicinen aldrig havde fået bugt med, men som jeg fik bugt med på egen hånd, ved at passe på mig selv, først og fremmest.

Jeg var derfor forberedt på, da jeg trappede ud, at jeg kunne få tilbagefald. Jeg var forberedt på svære vintre, på tunge dage, jeg var sågar forberedt på, at mit håb om en medicinfri tilværelse, måske ikke ville kunne lade sig gøre.

Og den første vinter var svær! Den var pi...hård! Men jeg blev ikke deprimeret. Jeg fik lidt ekstra angstanfald, men fik PN medicin (nu-og-her medicin, efter behov) til dem, som jeg har taget under 10 gange på de 2 år jeg snart har været medicinfri. Og jeg fik flere tunge dage, også tungere end før, men de fulgtes hånd i hånd med en betydelig øget livskvalitet, fordi jeg nu også kunne mærke alle de gode følelser, ufiltreret, for første gang i mit voksenliv. Og jeg tager gerne en skod-dag eller to hvis det betyder, at jeg kan mærke livet. Desuden er skod-dage vel en del af livet...?

Men hvad jeg burde have tænkt på da jeg stoppede (men ikke gjorde) var, at min spiseforstyrrelse aldrig, til dags dato, er blevet behandlet. Den blev bare dæmpet ligesom alle mine andre følelser dengang.

Vi skal altid huske, at psykofarmaka er lindring, ikke behandling. Det er som hovedpinepiller mod en hjernesvulst; det tager smerterne, ja, men det fjerner ikke årsagen til smerterne. 

Mit medicinstop for 2 år siden har bragt min spiseforstyrrelse tilbage. Ikke forstået på den måde, at jeg ikke spiser og er syg, som jeg var som teenager, men forstået på den måde, at jeg slås, dagligt, med tanker om mad, motion og min vægt. Det er svært for mig at indrømme, svært for mig at erkende. Det er pinefuldt. 

Jeg bilder mig ind, at jeg håndterer det, så godt jeg kan. Jeg lever dagligt på den hårfine grænse mellem at stå tilpas meget fast, til at jeg ikke giver efter og give tilpas meget efter til at jeg får fred, så at sige. Forstået på den måde, at jeg gør nogle ting som jeg ved der ligger på grænsen til at være sundt, for at få ro i hovedet, for min spiseforstyrrelse. Eksempelvis er jeg begyndt at veje mig en gang om ugen, selvom jeg ved, at det ikke er godt for mig.

At leve med en spiseforstyrrelse betyder, at jeg dagligt skal have et regnestykke til at gå op, et regnestykke om kalorier ind vs kalorier ud. Går det lige op eller ned på ugentlig basis har jeg ro, går det opad lever jeg med meget angst og indre uro.

Graden at angst over min spisning er ligesom næsten alt andet i mit liv, meget afhængig af mit stressniveau, så nu mere end nogensinde, er det vigtigt, at jeg passer på mig selv, holder stressen på afstand. For en spiseforstyrrelse stresser også. Helt enormt! Så det kan hurtigt blive til en ond cirkel, hvor stress fører til dumme tanker om mad og motion, som forårsager stress, som giver flere dumme tanker o.s.v.

Jeg bliver ofte ked af det. Ked af, at noget så hverdagsagtigt som at indtage føde, skal være så stressende for mig, at jeg skal føle så meget stress og angst over en så simpel glæde, som f.eks. at spise en is på en varm sommerdag (nogle gange kan jeg simpelthen ikke. Så må jeg sige nej, ikke fordi jeg ikke har lyst, men fordi jeg ikke kan overskue de konsekvenser jeg ved det vil få, hvis jeg spiser isen. Trist, ikke?) 

Jeg er ked af at mit forhold til mad nogle dage er mere præget af regler og dumme tanker, end af nydelse. Jeg er ked af, at et tal på vægten har så stor magt over den kommende uges livskvalitet. Jeg er ked af, at jeg ikke kan trække på skuldrene og sige pyt. 

Problemet er jo også, at jeg oplever forøget livskvalitet ved at se ud på en bestemt måde; det er dejligt ikke at skulle i specialbutikker for at finde tøj der passer, det er rart at være på ferie og vise sig med stolthed i bikini, det er fedt at kunne løbe de distancer jeg løber, uden større problemer. 

Hvor ligger grænsen mellem syg og rask? Når man når under “normal” med sit BMI? Når man er forpint af sin sygdom? Når man mister kontrollen? Og hvornår har man mistet kontrollen? Jeg føler jeg stadig har kontrollen, men siger piger på 30 kg ikke det samme? Er benægtelse ikke netop et af sygdomstegnene ved spiseforstyrrelser?

Jeg har problemer. Jeg har en spiseforstyrrelse. Jeg har problemer med træningsafhængighed. 

Men alle former for hjælp eller behandling jeg kan forestille mig, vil indebære, at jeg tager på. Og af alle ting i verden, er det det jeg frygter mest, mere end at blive syg igen. Så jeg håber jeg kan bevare kontrollen. For jeg vil ikke være syg. Mere syg.

Måske er det ligesom med min træthed; at jeg skal lære at leve med det...?

Jeg kunne begynde på medicin igen. Lægge låg på spiseforstyrrelsen. Pakke den væk, bagerst i skabet, gemt under lag og lag af ligegyldighed og ingenting. Sådan levede jeg i 18 år, og jeg kan sige, at ligemeget hvor forpint jeg er af mine spiseproblemer, så foretrækker jeg dem til hver en tid, fremfor en tilværelse på medicin igen.

Jeg kunne opsøge hjælp. Det gjorde jeg faktisk for nogle år siden. Fik en henvisning til lokalpsykiatrien og var til en indledende samtale med en sygeplejerske, som endte med en telefonopringning, hvori jeg fik at vide, at de ikke havde noget tilbud til mig, fordi jeg har “for meget sygdomsindsigt”. (Det er nemlig ikke tilbuddet der skal tilpasses til patienten, men patienten der skal passe til tilbuddet)

Jeg kunne opsøge hjælp i privat regi. Jeg overvejer det. Ofte. Men lige nu er angsten for at tage på for stor til, at jeg tror, at jeg ville kunne gå helhjertet ind i et behandlingsforløb. Jeg forestiller mig, at det ville indebære, at gøre noget af det jeg frygter, give slip på kontrollen, og det fylder mig med angst. Så jeg tænker, at så længe min vægt så rigeligt ligger indenfor det normale, og min krop er sund og i god form, så behøver jeg ikke gå den vej.

Så jeg vælger den sidste løsning: at forsøge at styre det. At forsøge at leve med min spiseforstyrrelse, finde en form for neutral zone imellem os, hvor den får lige præcis nok til at lade mig være i fred og ikke mere. Men hvor mange afhængige har siden tidernes morgen sagt, at de kunne styre det? Jeg er nok naiv, at jeg tror på det. 

Men hvis der er noget de forgangne år har lært mig, så er det, at mit sind er stærkere end jeg troede. Jeg slap ud af mine depressioner, ikke pga medicin, så hvorfor skulle jeg så ikke kunne slippe ud af min spiseforstyrrelse? 

Jeg er ikke naiv nok til at jeg tror, at jeg nogensinde bliver rigtig rask (hvad end det betyder) Jeg tror altid jeg on/off vil have problemer med mad, motion og mit behov for kontrol med begge. Den stemme oppe i mit hoved, som er spiseforstyrrelsen vil altid være der. 

Men jeg må kunne lære ikke at lytte så meget til den som jeg gør nu. Ikke at lade den få sin vilje. Det er mit mål. 

At hilse på den som en gammel uven, en der påførte en smerte i mange år, men som man har tilgivet eller i hvert fald er kommet videre fra: “Davs. Nå, er det dig igen. Jeg kan høre at alt er ved det samme. Jeg må videre. Ses!”