Vi er nødt til at tale om retorikken omkring førtidspension og børn i mistrivsel. 

Jeg har udtalt mig om det kortvarigt på Facebook tidligere, men jeg føler et behov for at tage emnet op igen.

Lige nu hedder det sig i medierne og fra politikernes side, at vi “ender på en førtidspension”, eller sågar, at vi bliver “parkeret på en førtidspension” og at det er en helt forfærdelig ting, både for den enkelte, men i særdeleshed for samfundet. Og fordi samfundet skal betale, så betyder det, at samfundet også får en holdning til førtidspension og dem der modtager det. En holdning som ikke altid er på et lige oplyst grundlag.

Samtidig er der lige nu en diskussion i gang om vores folkeskole, børn med skolevægring, børn i mistrivsel, og at åbenbart alt for mange børn får diagnoser.

Men for mig, hænger alle disse ting sammen.

Jeg var et barn i mistrivsel, jeg blev til en teenager med spisevægring (vi havde jo ikke skolevægring som mulighed dengang), en ung kvinde med det de i dag kalder en “bogstavdiagnose” (autisme)  og jeg kom på førtidspension som 21 årig.

Samtidig var jeg fagligt dygtig i de fleste fag og har fået målt mit IQ, da jeg var på børnepsykiatrisk afdeling, til at ligge på 139, hvilket er 1 point fra Mensa-niveau.

Så hvorfor “endte” jeg på førtidspension?

Det føler jeg ikke selv, at jeg gjorde.

Mit liv begyndte på min førtidspension!

For det var med førtidspensionen, at samfundet holdt op med at stille neurotypiske krav til mig, som jeg aldrig havde antydningen af forudsætninger for at kunne leve op til, med min autistiske hjerne. Det var førtidspensionen, der gav mig ro fra den konstante stress, som i så ung en alder havde gjort mig så syg. Så det var med førtidspensionen, at jeg kunne komme i gang med at mærke efter, hvem jeg gerne ville være og hvilket liv jeg gerne ville have, ud fra de økonomiske og mentale rammer jeg havde.

I næsten alle de år jeg har været på førtidspension, har jeg haft et arbejde. Lige nu arbejder jeg 5 timer om ugen fordelt på 3 dage, for det er det jeg kan. Og jeg bidrager på mit arbejde. De er glade for mig. Jeg gør en lille forskel i det store hele, men en stor forskel for min kollega, som kan sidde ned og få sin frokost, fordi jeg kommer og rydder op. Og jeg betaler skat af min lillebitte løn.

Jeg kom også i gang med at holde foredrag om autisme. Her føler jeg også, at jeg bidrager. Jeg prøver at fortælle den gode historie om autisme, om det gode liv man kan få med sin autisme, om livskvalitet og om at omfavne sine særheder. Og jeg betaler skat af mine foredrag.

Så har jeg skrevet foreløbig 5 bøger om autisme, som alle jævnligt skal genoptrykkes og som alle findes på vores biblioteker. Og jeg betaler skat af de royalties jeg modtager for mine bøger.

Er der virkelig nogen derude der tror, at min største drøm ikke ville være at kunne forsørge mig selv? At jeg ville være på førtidspension, og blive talt sådan til og om, hvis jeg havde nogen anden mulighed, og at alle disse muligheder ikke blev afsøgt, inden jeg fik min førtidspension?

Jeg er så stolt af mig selv, af hvor langt jeg er nået, på trods af at tilværelsen ikke er særlig let for mig. Jeg er så stolt af det jeg bidrager med og jeg sætter en stolthed i at bidrage, alt det jeg kan, tilbage til det samfund som forsørger mig. Og jeg er ydmyg og taknemmelig over, at netop den forsørgelse gør, at jeg også kan have et godt og rigt liv, selvom jeg blev sorteret fra som ung.

Men så tænder jeg for computeren, og ser hvordan jeg bliver omtalt af medier, politikere og familien Danmark, som sidder og kommenterer på mediernes opslag på facebook. 

Og så føler jeg mig præcis lige så sorteret fra og værdiløs, som dengang jeg ikke kunne komme videre, fordi samfundet ikke havde nogle muligheder for hjerner som min.  Jeg er jo bare “endt” på en førtidspension. Ifølge politikerne og medierne, sluttede mit bidrag til samfundet da jeg var 21.

Jeg spørger: er mine bidrag, økonomiske men i særdeleshed menneskelige, virkelig ikke noget værd?

Skolen er ikke lavet til børn som mig eller til hjerner som min.

Min hjerne er en specialiseret hjerne. Jeg er sprogligt velbegavet, men har ringe eller ikke-eksisterende evner udi de matematiske fag. Derudover har jeg, grundet min autisme, utroligt svært ved ting, der ikke giver mening, i sådan et omfang, at jeg ikke kan gennemføre selv en forholdsvis simpel opgave, hvis jeg ikke kan få det til at give mening hvorfor jeg skal gennemføre den.

Jeg vidste fra en meget ung alder, at mine evner lå i det sproglige. Jeg havde let ved at læse og stave, let ved at lære engelsk, da det kom på skoleskemaet og havde en intuitiv forståelse for sprog, der gjorde, at jeg for eksempel ikke skulle terpe uregelmæssige verber, men kunne dem fra starten, fordi jeg kunne høre hvad der var rigtigt.

Men skolen kræver, at man kan alle fag. Så jeg skulle også bestå matematik, fysik, kemi o.s.v. Og det knækkede jeg på i længden. Det ene nederlag efter det andet og en manglende forståelse for, både dengang og nu, hvorfor jeg skulle lære kemi, når jeg ubemærket godt vidste, at jeg aldrig ville få brug for det. Jeg ville være lærer, når jeg blev voksen, og undervise i dansk, engelske, litteratur, måske historie og den slags.

Jeg droppede ud af 10. klasse efter få måneder og det endda med en ikke-komplet 9. klasses afgangseksamen. Jeg kom aldrig videre i uddannelsessystemet.

Og når så jeg i medierne nærmest bliver bebrejdet for at “ende” på en førtidspension, så har jeg næsten lyst til at give tilbage: “Jamen, hvis skyld er det?”

For jeg gjorde mit bedste, med min autistiske hjerne, i et sådant omfang, at jeg blev syg af det, og stadig er syg af det. Depression, angst, spiseforstyrrelser og nu som voksen også en kronisk smerte- og træthedssygdom, forårsaget af livslang stressoverbelastning.

Men hvad nu hvis samfundet havde kunne rumme min specialiserede hjerne og givet den muligheder for at udfolde sig?

Hvad nu hvis jeg ikke havde gået i en skole, hvor alle skal kunne det samme, så vi alle bliver så ensrettede som muligt?

Lige nu er det jo ens gennemsnit af alle fag, der bestemmer ens muligheder for ungdomsuddannelse og igen for videregående uddannelse. Og det gør at hjerner som min som scorer højt på et eller to områder, men ikke gennemfører resten, ikke kan komme videre.

Tænk nu, hvis jeg havde kunne gå på en almen skole i de første 7 klasser, og få snuset lidt til alle fag, fået en introduktion, så at sige, og derefter havde kunne vælge retning. Så fremfor at jeg skulle kunne en lille smule af alting, havde kunne fokusere al min energi og hele min betydelige hjernekapacitet på det jeg rent faktisk kunne og ville, og det jeg vidste jeg skulle bruge i den fremtid, som jeg drømte om for mig selv. Hvis jeg havde kunne læse dansk, engelsk, tysk, spansk, latin, litteratur o.s.v. på fuld tid, fremfor at spilde halvdelen af tiden og 80% af min sparsomme energi på fag, jeg aldrig ville få brug for.

Hvad nu hvis jeg havde kunne komme på et gymnasium kun for sprogligt begavede og fortsat disse studier?

Kunne jeg så have uddannet mig til lærer, som jeg drømte om?

Måske og måske ikke. Måske havde jeg kunne uddanne mig, men jeg havde sikkert ikke kunne holde til at undervise i længden.

Men så kunne måske have læst dansk og engelsk på højt niveau? Jeg kunne måske være blevet oversætter for et forlag. Sidde hjemme og oversætte bøger og måske endda skrive nogle selv (hvilket jeg jo også har gjort) og måske, måske kunne jeg have forsørget mig selv, den dag i dag.

Men vores samfund kan ikke lide specialiserede hjerner. Jeg blev sorteret fra, fordi jeg ikke kunne alt det, jeg aldrig ville få brug for. Og hvis man ikke kan lidt af det hele, så kan man åbenbart ikke noget. I hvert fald ikke nok til at samfundet har nogle muligheder for en. 

Det betød at jeg blev så psykisk nedslidt af min opvækst, min skolegang og krav der slet ikke var tilpasset mig og min hjerne, at jeg “endte” på en førtidspension, med 4 diagnoser i bagagen, senere 5 diagnoser.

Og det får det til at lyde som om, at da jeg fik min førtidspension, så var mit liv slut og jeg blev gemt væk i et hjørne af samfundet, støvede til, og blev ligegyldig. Det er det vores politikere signalerer med den retorik.

Men jeg føler ikke at jeg endte på en førtidspension. Og jeg føler ikke, at jeg og mit liv er ligegyldig.

Ord betyder noget. 

Og især når ordene kommer fra magtfulde mennesker; dem der sætter dagsordenen.

Når politikerne taler os med diagnoser ned, eller gør os til årsagen til, at skolerne ikke fungerer, så drypper det nedad i samfundet, til medierne, som formidler det videre til almindelige danskere, som ender med at blive vrede på os med diagnoser, fordi vi ødelægger skolen, og koster for mange penge.

Men det er altså ikke den enkelte autists skyld, at han eller hun er blevet født med en krøllet hjerne. Det er ikke min skyld, at så jeg ikke kunne trives i de rammer jeg forventedes at passe ind i. 

Måske er det sådan, at hvis flere og flere børn har brug for diagnoser for at kunne leve op til de krav som livet stiller til dem, så stiller livet for store krav til børn?

Hvis børn med diagnoser ødelægger skolen for børn uden diagnoser, så er det måske fordi at børn med diagnoser ikke passer ind i almene skoler? (Havde vi ikke en løsning for det engang…? Nå jo, specialskoler!)

Og hvis alt for mange unge “ender” på en førtidspension, kunne det så være fordi, der ikke er andre muligheder for os, med særligt krøllede hjerner?

Flere børn i mistrivsel giver flere unge på førtidspension. 

Fremfor at tale dem ned og gøre dem til årsag for folkeskolens sammenbrud, ville det så ikke være en ide at investere i disse børn, igennem specialiserede skoletilbud og specialiserede muligheder for videregående uddannelser, så de kunne komme igennem livet med deres unikke og skønne hjerner, uden alle de knubs, og blive selvforsørgende?

Hvad nu, hvis vi talte disse børn op? Fokuserede på deres evner og deres trivsel, opmuntrede dem til at blive den bedste version af sig selv, fremfor en mislykket version af et neurotypisk barn.