Jeg har en bekendt, hvor vores relation indenfor den seneste tid er begyndt at ændre sig og blive tættere.

Han kender mig altså overfladisk og har gjort det i mange år, og kender til min autisme, og mit forfatterskab og min foredragsvirksomhed indenfor området.

Men nu, hvor vi er begyndt at lære hinanden at kende på en anden måde, har han et par gange sagt til mig, at jeg “ikke er særlig meget autist.” Og jeg kan forstå på tonen og konteksten, at den sætning skal forstås som et kompliment. 

Men jeg kan mærke, at jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med netop det “kompliment”.

På én måde bliver jeg jo glad og rørt over, at han ønsker at sige noget pænt til mig og give mig komplimenter, men samtidig kan jeg ikke rigtig forstå, hvorfor det at være mindre autist skulle være et kompliment. Altså, hvorfor der er en forventning om, at jeg skulle blive glad for at høre, at jeg ikke er særlig meget det, som jeg er. 

Ligger der ikke i det kompliment, at det skulle være godt, ikke at være autist, og dermed skidt at være autist?

Jeg ER altså autist. Lige så meget og lige så lidt autist, som alle andre autister. 

Og autisme kan ikke måles i mere eller mindre. Vi er alle lige meget autister, blot med forskellige udfordringer. Og disse udfordringer kan heller ikke måles og vejes, og slet ikke af en udefra. De kan kun opleves af den enkelte autist, med de unikke forudsætninger vedkommende har. 

Til sammenligning, hvad nu hvis han sagde, at jeg “ikke er særlig meget kvinde”? Så går jeg ud fra at det ikke ville være ment som et kompliment?

Og i og med at jeg ER kvinde, hvem skulle så definere, hvor meget kvinde jeg er og ud fra hvilke standarder?

Så et kompliment er altså defineret ud fra, hvad afsenderen mener er positivt eller negativt ved en? 

Eller hvad afsenderen tror, jeg selv synes er positivt eller negativt ved mig selv?

Men der er 2 problemer ved at omtale mig positivt som “ikke særlig meget autist”.

Den ene er, at man fuldstændig underkender MIN oplevelse af livet og de udfordringer jeg møder og overkommer på daglig basis. 

For når man allerede har besluttet, at jeg ikke er særlig autistisk, så har man også sagt, at mine udfordringer er små og nemme, i forhold til dem, som er meget autistiske.

Man har altså ikke spurgt mig, hvad min oplevelse er, eller hvilke udfordringer min autisme giver mig. Man har vurderet mig udelukkende ud fra min evne til at spille normal i kortere tid af gangen.

Det anden er, at jeg faktisk opfatter mig selv som ret meget autist, men føler, at jeg skal skjule den den af mig i vores relation, fordi han åbenbart opfatter det som positivt ikke at være særlig autistisk. Og efter næsten en hel livstid med maskering, havde jeg ikke tænkt mig at indgå i nogen ny relation, hvor jeg ikke kan være mit ægte, autistiske jeg.

Men for andre autister, som ikke har mine 45 års modenhed, kan det at få komplimentet “ikke særlig autistisk” gøre, at de føler, at de er mindre elsket, respekteret og værdsat, når de er allermest sig selv. “

Kommer vedkommende,der sagde det, til at forlade mig, når han/hun opdager hvor autistisk jeg er?”

Når “ikke særlig autistisk” (eller de mange tilsvarende sætninger: “du må ligge i den gode ende af spektret” er den jeg hører oftest) bliver brugt som kompliment, så ligger det jo implicit i det, at det er bedre at “spille normal” og dårligere at have autistisk adfærd.

Så man skaber altså en følelse hos det autistiske menneske af, at jo mindre autistisk jeg opfører mig, desto bedre, og fremmer dermed desværre det behov for maskering som vi er så mange, der har lidt under i så mange år.

Jeg har skulle kæmpe for min ret til at smide masken og leve et autentisk og autistisk liv, hvor jeg vælger at være ligeglad med, at folk synes den måde jeg lever på og trivedes bedst er sært. Så selvom jeg ved, at sætningen kommer fra et ønske om at sige noget pænt til mig, så gør den mig faktisk dybt ulykkelig, fordi jeg føler, at jeg ikke bliver set som den jeg er, men som den vedkommende der siger det, godt kunne tænke sig at jeg er. Og hvis han (i det her tilfælde) godt kunne tænke sig, at jeg ikke er særlig autistisk, så har vi altså et problem.

Sagen er jo den, at når nogen helt tilfældigt slynger ud, at man “ikke er særlig autistisk”, eller er i “den gode ende af spektret”, så er der bare ikke altid tid eller lejlighed til at rette dem med en lang forklaring om, hvorfor det her ikke er et kompliment, men måske nok i virkeligheden præcis det modsatte. Samtidig kan jeg simpelthen ikke med min integritet i behold, få mig selv til at sige tak, når jeg hører det. 

For i min verden er det ikke at være autistisk ikke et kompliment og bliver det aldrig, overfor nogen som rent faktisk ER autist. På samme måde, som det ikke at være særlig mandig eller kvindelig ikke er et kompliment overfor en mand eller kvinde.

Der er kun én i verden, der kan vurdere graden af et menneskes autisme og det er den pågældende autist selv.

Det man i virkeligheden siger, når man udefra bedømmer min grad af autisme er, at man overhovedet ikke kender den ægte mig, og at man faktisk heller ikke ønsker, at kende den ægte mig, såfremt hun er autist.

Og det er jeg. 

Helt og fuldt.

Og vigtigere endnu: jeg er stolt af det! 

Så skal vi ikke ændre det kompliment man giver, når man møder en autist?

Her er nogle forslag:

“Du må være meget stærk og sej, at leve med autisme i vores kaotiske verden.”

“Jeg er vild med det! Anderledes hjerner er spændende og giver kulør på verden.”

“Fedt, at du står så meget ved dig selv, selvom du garenteret har mødt modstand og fordomme.”

“Sammen med mig, skal du bare være dig selv. Lige så skøn og autistisk som du er.”

“Jeg elsker din autistiske hjerne! Den er helt unik.”